HUS & HAVE - Kun en tåbe frygter ikke haven, som man siger – og de fleste, der har haft fornøjelsen af at være husejer har oplevet, at haven trænger til mere opmærksomhed, end du har lyst og tid til at give den.
Et af plusserne ved at bo i lejlighed er, at man ikke har det problem – til gengæld mangler man så det dejlige ved en have, nemlig et sted at få noget til at gro.
Ingen grund til panik. Der er masser af muligheder for at få gevinsterne ved en have på altanen i stedet. Uanset, om du er til prydhave, læ for indkig fra naboer eller vil gå all in med en køkkenhave på altanen, så er der mange planter, blomster, grøntsager og urter, som kan klare sig med lidt plads.
Som altanhaveejer skal du arbejde med højden, vinden og lyset. Ofte er en kombination af krukker, altankasser, minihøjbede og hængende potter en mulighed. Hvis din altan er op ad en mur, kan du arbejde med en vertikal have; altså med krukker og altankasser i højden op ad væggen. Det kan for eksempel være rækker af jordbær, hængekrukker, en tallerkensmækker, buske i espalier eller lignende.
Vær opmærksom på, at der ofte er mere vind i højden, så vindfølsomme grøntsager skal have ekstra opmærksomhed. Vinden udtørrer også jorden hurtigere, så husk at vande dine altankasser eller overvej at bruge små kapillærkasser, hvor du kan nøjes med at vande en gang om ugen. Mange krydderurter kan klare sig i potter, mens der skal lidt større krukker og mere jord til, hvis du vil dyrke rodfrugter. Du kan næppe blive selvforsynende fra altanen, men der er nu noget særligt ved at kunne give sin mad et pift af egen avl.
Måske kan det være forårets projekt anno 2025….
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.