Snart mindre pres på Nykøbing Svømmehal
Vig Svømmehal. Arkivfoto

Snart mindre pres på Nykøbing Svømmehal

AF REDAKTIONEN / Torsdag 13-7-17 - 14:12

NYKØBING - Brugerne af Vig Svømmehal har det sidste års tid været henvist til svømmehallerne i Nykøbing og Asnæs.

Nu ser det ud til at Vig Svømmehal genåbner til september, idet Odsherred Kommune har indgået en forligsaftale med entreprenøren Aqua Wellness A/S om Vig Svømmehal.

Aftalen indebærer, at svømmehallen bliver repareret af entreprenøren, og 9. august forventer kommunen, at der fyldes vand i bassinet igen.

Forventningen er, at efter de tekniske justeringer vil svømmehallen kunne åbne for offentligheden i starten af september.

Vig Idræts- og Kulturcenter åbnede 12. august 2016 efter om- og tilbygning efter branden tilbage i 2012. Svømmehallen var blevet renoveret, men kort efter åbningen viste der sig at være utætheder i bassindugen, så vandet fra bassinet løb ud. Det medførte en lukning af svømmehallen 1. september 2016.

- Vi ser nu frem til, at svømmehallen kan åbne for de mange brugere igen og kan kun beklage lukningen gennem næsten et år.

Forligsaftalen indebærer, at Aqua Wellness garanterer at levetiden for bassindugen og dermed svømmehallens holdbarhed ikke bliver forringet, og vi vil indsætte et såkaldt sladre-dræn, således at vi lynhurtigt kan opdage og udbedre, hvis der igen skulle komme en lækage eller skade på bassindugen, og at svømmehallen vil kunne åbne og bruges fuldstændig som planlagt, siger Thomas Winther, der er afdelingsleder for Ejendomme i Plan, Byg og Erhverv.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.