Klaus Adamsen er verdensmester i bridge
Klaus Adamsen med VM-guld om halsen. Foto: Danmarks Bridgeforbund

Klaus Adamsen er verdensmester i bridge

AF BJARNE HANSEN / Søndag 3-9-23 - 14:48

HØJBY - Klaus Adamsen er tandtekniker i Nykøbing med bopæl i Højby, men de seneste par uger har bridgespilleren opholdt sig i Marokko, hvor han spiller på det danske seniorlandshold i bridge.


Lørdag aften blev det til et verdensmesterskab, da holdet vandt over USA i finalen. Danmark var bagud, indtil der manglede tre spil ud af 96, men en fænomenal spurt sikrede danskerne sejren.

- Det var tæt hele vejen, men vi holdt hovedet koldt til sidst, og vi kæmpede hele vejen som et hold, fortæller Klaus Adamsen.


Danmark blev nummer fire i den indledende alle mod alle-runde og kvalificerede sig dermed til kvartfinalen. Her blev Italien besejret, inden Danmark vandt over Polen i semifinalen. I finalen stod holdet over for USA, og klokken 19 lørdag aften blev det klart, at Danmark havde vundet med cifrene 235-217 efter en hård finale.


Seniorlandsholdet består af seks spillere, som spiller sammen i par: Steen Schou (71 år) fra Brabrand og Jørgen Hansen (66 år) fra Horsens, som til daglig spiller sammen i Aarhus Bridgeklub. Klaus Adamsen (66 år) fra Højby og Dennis Koch-Palmund (64 år) fra Karlslunde, som spiller sammen i bridgeklubben One-eyed Jacks i Søborg. Samt ægteparret Dorthe (66 år) og Peter Schaltz (72 år) fra Hellerup, som også spiller i One-eyed Jacks. Kaptajn er Peter Magnussen (72 år) fra Frederiksværk.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2023 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.