Fredag 26-5-23 - 10:26

19-årig mand stjal bil i Nykøbing

19-årig mand stjal bil i Nykøbing
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING – Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet en 19-årig mand fra Holbæk for at have stjålet en personbil i Nykøbing.


Den unge mand blev onsdag kl. 21:32 standset af politiet på Kalundborgvej i Jyderup med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Den 19-årige, som ikke havde noget kørekort og derfor ikke måtte være fører af bilen, blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven.


Bilnøgler stjålet
Da politiet undersøgte nærmere, hvordan han havde fået overdraget køretøjet, fik politiet klarlagt, at han uden bilejerens tilladelse havde taget bilnøglerne under ophold på en adresse i Nykøbing.

Politiet fandt herefter grundlag for også at sigte den 19-årige for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uberettiget brug af køretøj.

Han kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når straffesagerne mod ham skal afgøres.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.