Fredag 18-11-22 - 12:10
Kvæstet mand bragt på hospitalet
AF BJARNE HANSEN ODSHERRED - Kl. 03:21 rykkede ambulancepersonale, lægehelikopteren og politiet ud til Fårevejle, hvor en kvæstet mand befandt sig i de grønne områder ved Fårevejle Stationsvej og Solglimtvej. Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at der var tale om en 24-årig mand fra den nordlige del af Odsherred kommune. Han havde kvæstelser i kroppen og fremstod i øvrigt påvirket og frustreret over for både politiet og behandlerpersonalet. I ambulancen blev han bragt til et sygehus til undersøgelse og behandling for sine kvæstelser, men ville også blive undersøgt i anledning af sin formentlig uligevægtige sindstilstand. I det grønne område fandt politiet en kniv, som den 24-årige måske har brugt til at påføre sig sine skader. Politiet har nu optaget rapport om sagen for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved de læsioner, som den 24-årige havde. Han meldes uden for livsfare. © Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |