Torsdag 4-8-22 - 12:08

Politiet stoppede unges larmende fest

Politiet stoppede unges larmende fest
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING – Politiet måtte sent onsdag aften rykke ud for at sikre nattefreden i Nyrup.


Larm fra sommerhus
Kl. 23:18 anmeldte beboere i Nyrup, at der var meget larm fra et sommerhus i området, hvor der blev holdt en fest med høj musik. De havde flere gange i løbet af dagen været ovre ved sommerhuset og bedt en gruppe unge skrue ned for volumen uden resultat.

Da patruljen ankom til adressen hørtes meget høj musik fra huset, hvor der blev afholdt fødselsdag.


Omkring 40 unge
En gruppe på omkring 40 mennesker festede til musik fra en Soundbox, og patruljen gav ejeren af musikanlægget en advarsel om at skrue ned, da anlægget ellers kunne tages med. Musikken blev dæmpet for en stund, men bare 30 minutter senere var der igen musik for fuld udblæsning.

Patruljen satte nu igen kursen til sommerhuset, hvor soundboksen nu var blevet skiftet ud med et højtalersystem bestående af tre store højtalere.

Betjentene tog højtalerne med for at få ro på stedet. Ejeren af musikanlægget fik af vide, at han kunne hente sit anlæg på Holbæk politistation næste morgen. Herefter blev der ikke anmeldte mere musik til ulempe fra Nyrup.




© Copyright 2022 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.