Onsdag 22-12-21 - 12:59

To mænd fra Nykøbing anholdt for butikstyverier

To mænd fra Nykøbing anholdt for butikstyverier
Illustrationsfoto: Presse-fotos.dk


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING – Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet to mænd fra Nykøbing for et omfattende tyveri af spiritus et supermarked i Havnebyen på Sjællands Odde og butikstyverier i Nykøbing.


Personalet anmeldte
Tirsdag kl. 16:15 anmeldte personalet fra supermarkedet, at en mand en time tidligere havde stjålet en større mængde spiritus, idet hylderne med gin stort set var tomme. Det undrede personalet sig over og kunne via overvågning se en mand stjæle de mange spiritusflasker.

Det lykkedes også tyven at komme ud af butikken uden at betale, hvorefter de stjålne varer blev lagt i bagagerummet på en bil, hvis nummerplade fremgik af videoovervågningen. I bilen sad en person klar til at køre fra stedet, da butikstyven satte ind på et passagersæde.


Varer for mindst 10.000 kr.
Politiet kørte til supermarkedet og optog en anmeldelse om tyveri af diverse varer til en værdi af mindst 10.000 kr., hvorefter politiet ledte efter flugtkøretøjet med de stjålne varer.

Hverken bilen eller de mistænkte fandt politiet i løbet af eftermiddagen og aftenen, hvorfor politiet i Nykøbing arbejdede videre med sagen onsdag formiddag.


Mistænkt fik besøg
Det lokale politi aflagde et uventet besøg hos en 39-årig mand fra Nykøbing, hvor politiet ud over ca. 40 flasker gin og diverse madvarer fra supermarkedet i Havnebyen også fandt tyvekoster i form af madvarer og andet fra to supermarkeder i Nykøbing.

Endvidere fandt politiet også et par handsker, som var stjålet fra en butik også i Nykøbing. Disse tre tyverier var efter politiets opfattelse begået efter tyveriet i supermarkedet i Havnebyen, som den 39-årige blev sigtet for og afhørt til på politistationen i Nykøbing.


Uden fast bopæl
Den mand, der måske kan mistænkes for at have begået tyverierne, men i samarbejde med den 39-årige, er blevet identificeret som en 27-årig mand uden fast bopæl, men med en vis tilknytning opholdsmæssigt hos den 39-årige.

Den 27-årige blev også sigtet og afhørt til de mange butikstyverier i Odsherred i går.


Tyvekoster skal retur
Politiet er nu i gang med registrering af de mange tyvekoster, som skal leveres retur til de butikker, hvorfra de er blevet stjålet.

I øjeblikket har politiet ikke det fulde overblik over omfanget af de to mistænktes aktiviteter, hvor den enes bil er blevet anvendt som transportmiddel i forbindelse med tyverierne.


© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.