Onsdag 15-9-21 - 12:52

52-årig uden kørekort fik sin bil beslaglagt

52-årig uden kørekort fik sin bil beslaglagt
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

HØJBY – En 52-årig mand, som tirsdag eftermiddag blev standset af politiet på Elligebjergvej i Højby, fik sin bil beslaglagt.


Kl. 17.40 standsede en betjent fra færdselsafdelingen den 52-årige i en rutinekontrol. Føreren af bilen, der er fra Odsherred, havde ikke noget gyldigt kørekort, idet han ikke havde generhvervet sin førerret efter en tidligere frakendelse i en sag om spirituskørsel.


Tre tidligere sager
Den 52-årige havde desuden tre tidligere sager om kørsel i frakendelsestiden, så dagens sigtelse for kørsel uden førerret gav politiet grundlag for at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation.

Den 52-årige protesterede mod beslaglæggelsen, så retten vil nu tage stilling til, om politiets indgreb var i orden. Om bilen kan endeligt konfiskeres, vil blive behandlet ved et senere retsmøde, når sagen skal afgøres.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.