Mandag 13-9-21 - 15:36

To biler stødte sammen på Rørvigvej

To biler stødte sammen på Rørvigvej
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING – Der skete søndag et sammenstød mellem to biler på Rørvigvej i Nykøbing, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.


Uheldet skete kl. 13:56 ud for indkørslen til Rørvig Street Food. Begge bilister kørte ad Rørvigvej mod øst, da den forreste bilist, en 49-årig kvinde fra Holbæk, bremsede ned for at svinge til højre ind til Rørvig Street Food. Den bagfrakommende bilist, en 74-årig kvinde fra Rørvig, nåede ikke at bremse, men kørte op bag i den 49-åriges bil.


Seks personer på sygehus
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor i alt seks personer, der havde været med i de implicerede biler, blev kørt til tjek på sygehuse i området.

Politiet oplyser, at ingen af de indbragte personer meldes at være kommet alvorligt til skade.

Der skete skade på bilerne, som måtte afhentes af vejhjælp. Politiet registrerede sagen, der betragtes som et uopmærksomhedsuheld.




© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.