Onsdag 1-9-21 - 12:17
Kvart million kroner til Psykiatriske Museum
AF BJARNE HANSEN NYKØBING - Nykøbing Sj. Psykiatriske Museum i Annebergparken har grund til at tro på fremtiden. Museet har med budgetaftalen i Odsherred Kommune udsigt til en kvart million kroner i driftstilskud. Kommunen afsætter 125.000 kr. i 2022 og overslagsårene. Kommunen oplyser, at der er dialog med Region Sjælland om, at der derfra ydes et tilsvarende beløb. Nykøbing Sj. Psykiatriske Museum blev i 2012 oprettet som en selvejende institution, som har til formål at drive og udvikle museet til glæde og oplysning for publikum og til bevarelse af historien. Satte skub i Nykøbing Museet formidler de forhold, som man levede og arbejdede under på det statslige psykiatriske hospital i 1900-tallet og som satte skub i Nykøbings udvikling og i næsten 100 år prægede bybilledet. Områdets bygninger er rene arkitektoniske perler, som i dag er et at de største anlæg i Nordeuropa inden for "Bedre Byggeskik". Udover selve museet og det skønne parkanlæg kan de besøgende også opleve psykiatrihospitalets kirke og kapel. © Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |