Fredag 20-8-21 - 08:53
Nykøbing bliver dynamo for Sjællands turisme
AF BJARNE HANSEN NYKØBING – Nykøbing og omegn er udset til at blive dynamo for fremtidens turisme på Sjælland. Odsherred er udpeget til regionalt kraftcenter, når den sjællandske turisme skal have et markant løft som væksterhverv. Nu er der fremlagt en strategisk udviklingsplan, som udpeger det nordøstlige Odsherred som det egentlige kraftcenter. I samarbejde med Dansk Kyst og Naturturisme, og med støtte fra Realdania, skal Odsherred Kommune indgå aktivt i projektet. Bæredygtig udvikling Formålet med den strategisk udviklingsplan er at understøtte en bæredygtig udvikling med afsæt i hele Odsherred. ”Fokus er på Nykøbing, Nykøbing Havn, Anneberg, Sommerland Sjælland og Højby. Tanken er at tænke geografier og aktører som et netværk med forskellige roller, men som tænkes sammen i en understøttelse af hinanden”, hedder det blandt andet. Odsherred Kommune forpligter sig i udviklingsplanen til at gå foran i udmøntningen af principperne for bæredygtig turismeudvikling og til at prioritere udviklingen i kraftcenteret. Offentlige investeringer ”Desuden skal Odsherred Kommune gå forrest og prioritere udviklingen af turisme i planlægningen og gennem offentlige investeringer, så kraftcenterpotentialet kan realiseres allerede på kort sigt”, fremgår det. Udviklingsplanen skal understøtte eksisterende private initiativer, tiltrække nye og skabe klarhed over, hvem de potentielle nye investorer er, der kan udvikle turismen og udviklingen, ud fra en langsigtet målsætning om at udvikle et bæredygtige samfund til gavn for borgere og turister. Læs også: Jernbanen til Nykøbing skabte turismen © Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |