Tirsdag 20-7-21 - 09:17

20-årig mand sigtet for indbrud i villa i Klint

20-årig mand sigtet for indbrud i villa i Klint
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING – Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet en 20-årig mand fra Nykøbing for et indbrud begået i en villa på Klintevej i Klint mandag eftermiddag.


Gerningsmanden havde skaffet sig adgang til huset via et nordvendt vindue, som var blevet knust. Der havde været færden i hele huset, idet samtlige skuffer og låger var åbnet.

Der var blevet stjålet en MacBook, som blev fundet under ransagning af den 20-åriges værelse og efterfølgende blev udleveret til rette ejer, oplyser politiet.


Tip fra borgere
Af politiets døgnrapport fremgår, at det var var den 58-årige kvindelige beboer, der kl. 16:44 anmeldte, at der havde været indbrud i hendes hjem.

Politiet fik via beboere i området identificeret den 20-årige mand, og efterfølgende kørte politiet til hans opholdssted, hvor den 20-årige blev truffet.

Han havde mindre og friske sår på hænder og arme, hvorfor politiet anholdt og sigtede ham for indbruddet på Klintvej. Ved ransagning af hans opholdssted fandt politiet den stjålne computer.

Den 20-årige blev afhørt til sagen og efterfølgende løsladt, da grundlaget for varetægtsfængsling af ham ikke var til stede.




© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.