Fredag 4-12-20 - 08:53

Kommunen vil forlade Destination Sjælland

Kommunen vil forlade Destination Sjælland
Turistbureauet i Nykøbing. Arkivfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Odsherred Byråd ønsker efter bare et år at kommunen udtræder af det regionale turistsamarbejde i Destination Sjælland A/S.


Kortvarig deltagelse
Odsherred Byråd besluttede i november sidste år at indtræde i Destination Sjælland A/S, men nu forbereder kommunens jurist, hvordan kommunen kan komme ud af selskabet, viser et notat fra kommunen.

“Det er nu aktuelt at vurdere, om der er mulighed for at udtræde af selskabet igen og i givet fald proceduren herfor”, fremgår det af notatet.


Ude næste sommer
Odsherred Kommune vurderer, at kommunen med et varsel afgivet inden den 1. januar 2021 bør kunne være udtrådt af selskabet inden den 1. juli 2021.

Der kan dog opstå praktiske problemer i den forbindelse, fremhæver kommunens jurist.

“Selvom konklusionen er, at Odsherred Kommune juridisk er berettiget til at udtræde af selskabet, vil der kunne opstå en række udfordringer i den forbindelse”, advarer juristen.


Kan ende som voldgiftssag
“I ejeraftalen er valgt en lidt speciel løsning i forhold til løsning af konflikter imellem kommunerne. Efter ejeraftalens pkt. 11 skal eventuelle konflikter i første omgang løses i dialog imellem de respektive kommuners kommunaldirektører. Hvis dette ikke lykkedes inden for en frist på 30 dage, kan enhver af kommunerne bede om en opmand udpeget af KL til eventuel løsning af konflikten. Hvis dette heller ikke lykkes, afgøres en eventuel konflikt endeligt ved voldgift”, hedder det i notatet.


© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.