Onsdag 11-11-20 - 14:41

Ældre skal have oplevelser på cykelture

Ældre skal have oplevelser på cykelture
Det er frivillige, som træder i pedalerne.


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Plejecentrene Præstevænget og Grønnegården i Nykøbing og Solvognen i Højby starter i det nye år med at sende beboerne på cykelture, så de kan få flere oplevelser.


Det er Odsherred Kommune, der sammen med foreningen ”Cykling uden Alder”, sætter gang i rickshaw-cyklerne på kommunens plejecentre.

Det er frivillige cykelpiloter, der træder i pedalerne.

- Det er så vigtigt, at de ældre kan komme ud og få frisk luft og opleve, hvad der sker i lokalsamfundet. Der er allerede cykelpiloter, som har meldt sig, så det er rigtig dejligt med opbakningen lokalt, og nu håber vi endnu flere vil melde sig, siger Henriette Juhl, afdelingsleder, Odsherred Plejecentre.


De ældre skal have vind i håret og gode oplevelser.


Frivillige i alle aldre
Kommunen har brug for at få tilstrækkeligt med frivillige i alle aldre til at melde sig til som cykelpilot, så beboerne ved plejecentrene i ny og næ kan komme ud og få sig en cykeltur siddende foran på en rickshaw cykel, få frisk luft, oplevelser og en lille snak.

Kommunen understreger, at man ikke binder sig til hverken bestemte timer eller tidspunkter som cykelpilot. Man cykler, når man har tid og lyst.


Henad vejen er det håbet, netværket af frivillige kan vokse sig så stort, at man måske kan aftale at tage af sted en gruppe cykler til måske på skovtur eller til en by og hygge sammen.

Fredag, 20. november kl. 10:30 er der introduktion på Plejecentret Solvognen i Højby, hvor man kan høre nærmere og måske melde sig som frivillig cykelpilot.


© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.