Mandag 2-11-20 - 12:04

Spritbilist forsøgte at flygte fra politiet

Spritbilist forsøgte at flygte fra politiet
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

ODSHERRED - En 24-årig spirituspåvirket bilist blev natten til søndag anholdt efter en længere biljagt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.


Søndag kl. 00:57 ville en politipatrulje kontrollere en personbil, der blev ført ad Vig Hovedgade i vestlig retning.

Føreren af personbilen ønskede dog ikke at tale med politiet og satte hastigheden op.

Politiet fulgte dog efter ad forskellige veje i Vig-området og øst herfor, indtil det lykkedes politiet at få standset bilisten på Egebjergvej kl. ca. 01:12.


Føreren af bilen var en 24-årig mand fra Fårevejle St., som trods modstand blev anholdt og sigtet for spiritus-/narkokørsel, da han var påvirket under kørslen i et køretøj, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi han heller ikke havde førerret.

Han fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, ligesom politiet afhørte ham til kørslen, der omfattede kørsel med højere hastighed end tilladt, kørsel frem mod rødt lys i krydset Holbækvej – Vig Hovedgade samt et mindre færdselsuheld med påkørsel af den forfølgende patruljebil, da han foretog en vending i krydset Vig Stationsvej – Vig Parkvej for at slippe væk fra politiet.

Den 24-årige blev løsladt søndag morgen og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.