Fredag 9-10-20 - 11:57

Narkocentral i Nykøbing afsløret efter tip

Narkocentral i Nykøbing afsløret efter tip
Illustrationsfoto_ Presse-fotos.dk


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Midt- og Vestsjællands Politi har efter et tip fra en borger afsløret en adresse i Nykøbing, hvorfra der blev handlet narkotika.


Torsdag kl. 10:20 var en politipatrulje med en narkohund ved adressen i det centrale Nykøbing.

På vej væk fra stedet traf politiet en 34-årig kvinde fra lokalområdet, som ved visitation blev fundet i besiddelse af 13,56 gram hash, som hun nægtede at have købt i lejligheden. Hashen blev beslaglagt, og kvinden sigtet for narkobesiddelse, hvorefter hun fik lov til at gå.


Gemte hash i sin BH
I lejligheden mødte betjentene en 43-årig kvinde fra lokalområdet, som på anmodning fremviste en mindre klump hash på omkring 20 gram.

Da betjentene visiterede den 43-årige, blev hun fundet i besiddelse af en plade på 200 gram hash, som hun gemte i sin brystholder.


Ulovlig medicin
Patruljen gennemgik lejligheden med narkohunden, hvor der yderligere blev fundet 90 stk. Ritalinpiller blandt det endnu ikke vaskede tøj i vaskemaskinen.

Ritalin er et central stimulerende receptpligtigt middel, og da den 43-årige havde ikke fået udstedt medicinen af en læge, blev hun sigtet for overtrædelse af lægemiddelloven.


Stort kontantbeløb
Derudover fandt politiet 1,40 gram marihuana, 0,22 gram kokain og et femcifret kontantbeløb, som politiet beslaglagde sammen med narkoen, da der var mistanke om, at pengene var indtægt fra narkosalg.

Den 43-årige var anholdt under ransagningen og blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg. Hun blev herefter løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille hende i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.





© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.