Torsdag 10-9-20 - 14:40

Det er alt for dyrt at blive gammel

Det er alt for dyrt at blive gammel
Illustrationsfoto


LEDER - I går kunne Nykøbing Avis afsløre, at huslejen på plejecentrene stiger, endda op til 18,33 kroner pr. kvadratmeter!


Det er yderligere et bevis på, at de ældre på egnen udsættes for urimelige vilkår. Avisen har tidligere berettet om, hvor svært det er at få en ældrebolig i Nykøbing, og at man som gammel risikerer at skulle acceptere en bolig i en anden og måske fjern by.

For mange pensionister er huslejen nu blevet så høj i deres ældrebolig, at formuen hastigt forsvinder. Mange har knapt råd til gaver til deres børne- eller oldebørn.

Det er skræmmende, når lokale politikere roser private boligselskaber for at bygge ældreboliger, uden at der samtidig stilles krav om, at huslejen skal kunne holdes på et acceptabelt niveau for de fremtidige lejer.


Det harmonerer meget dårligt med Odsherred Kommunes slogan om at Odsherred skal være et godt sted at leve og bo

For de høje huslejer i ældreboliger er især et problem for de folkepensionister, som kun lever af folkepension. Eller som har boet til leje hele livet.

Kunne vi ikke godt behandle vores ældre borgere med lidt mere respekt og værdighed?

Det er trods alt en kerneopgave for kommunen!

BJARNE HANSEN
Chefredaktør




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.