Fredag 4-9-20 - 10:40

Tre anholdt ved større politiaktion i Nykøbing

Tre anholdt ved større politiaktion i Nykøbing
Det tre mænd blev anholdt i en villa på Egebjergvej, og flere politipatruljer var på stedet. Foto: Presse-fotos.dk


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Tre mænd blev torsdag aften anholdt ved en politiaktion på Egebjergvej i Nykøbing. De tre er sigtet for vold, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.


Kl. 14:46 fik politiet en henvendelse fra bekendte til en 25-årig mand fra Svinninge, som man ikke kunne få kontakt til. Den 25-årige havde forladt bopælen for at mødes med nogle andre mænd for at drøfte et økonomisk mellemværende.

Politiet foretog herefter efterforskning i sagen og fandt frem til en adressen på Egebjergvej, hvor politiet traf den 25-årige sammen med tre andre mænd.

Den 25-årige havde friske skader på kroppen formentlig efter vold, hvorfor politiet ud fra omstændighederne foretog anholdelse omkring kl. ca. 18:30 af en 19-årig mand fra Vestsjælland, en 28-årig mand fra Københavnsområdet og en 29-årig mand uden fast bopæl.


Fortsat anholdt
De anholdte mænd blev bragt til politistationen i Roskilde med henblik på sigtelse og afhøring til en sag om truende og voldelig adfærd over for den 25-årige.

Offeret blev rutinemæssigt undersøgt på skadestuen for sine skader og efterfølgende afhørt til sagen.

De tre anholdte er fortsat i politiets varetægt, idet anklagemyndigheden vil fremstille de tre mænd i grundlovsforhør kl. 11:30 i Retten i Holbæk.

Anklagemyndigheden vil begære retsmødet afholdt for lukkede døre.

I øvrigt viste det sig, at den 29-årige var efterlyst som udeblevet efter udgang fra et fængsel, hvor han afsonede en tidligere dom.



© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.