Søndag 30-8-20 - 13:37

Lægger sidste hånd på regnvandsbassin

Lægger sidste hånd på regnvandsbassin
Det aflange bassin er placeret i kanten af Kongeengen op mod skoven. Foto: Odsherred Forsyning


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Odsherred Forsyning er i gang med at lægge sidste hånd på et nyt regnvandsbassin på Kongeengen i Nykøbing. Bassinet skal opsamle og aflede regnvand fra området omkring Isefjordsvej og Dr. Schadsvej.


Det aflange bassin er placeret i kanten af Kongeengen op mod skoven, og er udformet med henblik på at genere fodboldbanen mindst muligt.

– Udløbet fra bassinet blev tilsluttet i sidste uge, så fremover bliver vejvandet ledt gennem vandløbet i Grønnehave skov og via Nykøbing havn videre ud i Isefjorden, fortæller projektleder, Maj-Britt Greve fra Odsherred Forsyning.


- Ved at lede vejvandet uden om kloakken, får vi i højere grad klimasikret vores kloaksystem under kraftige regnhændelser, samtidig med at vi undgår at bruge unødvendige ressourcer på at rense regnvand på renseanlægget, siger Maj-Britt Greve.

Fire meter højt hegn
Forsyningen forventer at bassinet og omgivelserne færdiggøres i løbet af september.

– Som noget af det sidste sætter vi et fire meter højt hegn, så fodboldene ikke ender i bassinet, afslutter Maj-Britt Greve.


Regnvandsbassinet er en del af det fælles klimaprojekt, Grønnehave Bæk, der er et samarbejde mellem Odsherred Forsyning og Odsherred Kommune.

Projektet har blandt andet til formål at klimasikre kloaksystemet i dele af Nykøbing mod oversvømmelser, samt skabe nye rekreative naturområder for dyr og mennesker, for eksempel ved det nye vådområde, som er anlagt nær byens vandtårn.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.