Fredag 28-8-20 - 09:10

50-årig mand dømt for import af narkotabletter

50-årig mand dømt for import af narkotabletter
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Retten i Holbæk har idømt en 50-årig fra Nykøbings opland 20 dages fængsel for at importere narkotika med salg for øje.


Straffen skal dog ikke fuldbyrdes, hvis den dømte ikke begår noget strafbart i en prøvetid på ét år, og hvis han inden for fire måneder udføre ulønnet samfundstjeneste i 40 timer. Den dømte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Den 27. december ca. kl. 12:00 blev der fundet en pakke i Det Internationale Postcenter i Københavns Lufthavn i Kastrup.

Pakken var adresseret til den 50-årige, og indeholdt 154 styk Alprazolam tabletter. Ifølge politiet blev tabletterne forsøgt indført til Danmark med henblik på videreoverdragelse.

Retten i Holbæk besluttede, at de beslaglagte tabletter skal konfiskeres.

Meget vanedannende
Alprazolam, der blandt andet sælges under handelsnavnet Xanax, er et kortvirkende benzodiazepin.

Xanax sælges i USA og er udbredt unge, specielt i rap-miljøet. Det er et beroligende middel, der bruges ved angst, panikangst og abstinenser. Virkningen opstår hurtigt og varer omkring seks timer, og er meget vanedannende.



© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.