Tirsdag 14-7-20 - 20:45

Lastbil spildte ulækkert slam på gader i Rørvig

Lastbil spildte ulækkert slam på gader i Rørvig
Der var spildt ulækkert slam flere steder, og det måtte brandfolkene spule væk. Fotos: Henning Lundhøj


AF BJARNE HANSEN

RØRVIG - Vestsjællands Brandvæsen måtte tirsdag sidst på eftermiddagen på en ildelugtende saneringsopgave i Rørvig.


Indsatsleder Johnny Hellfritzsch fortæller, at der var en lastbil, der i forbindelse med bortkørsel af slam fra Grenpladsen i Rørvig havde spildt slam flere steder i byen.

- Det var som om, den havde spildt noget i hvert sving. Det var ufarligt, men fedtet og klistret - og det lugtede råddent. Så det kunne være til gene og cyklister kunne risikere at glide, siger indsatslederen.



Nogle steder var der samlet et forholdsvis tykt lag, så fejekosten måtte tages i anvendelse.

Værst var det på vejen i T-krydset Vestergade / Østergade, hvor der var samlet et forholdsvis tykt lag.

- Vi fik en sprøjte med to mand til at spule vejen de steder, hvor der var spildt slam, siger Johnny Hellfritzsch.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.