Mandag 13-7-20 - 09:22

Altavej skal være del af ny sydlig omfartsvej

Altavej skal være del af ny sydlig omfartsvej
En etablering af en ny aflastningsvej i forlængelse af Altavej kan skabe en bedre forbindelse til Remisevej og forbi Nykøbing Station. Arkivfoto: Google


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Altavej skal være en del af en ny omfartsvej, som skal lede trafikken væk fra Nykøbings bymidte. Det fremgår af Odsherred Kommunes kommuneplan, som foreløbig gælder frem til 2023.


Af kommuneplanen fremgår, at en etablering af en ny aflastningsvej i forlængelse af Altavej kan skabe en bedre forbindelse til Remisevej og forbi Nykøbing Station, hvilket vil begrænse trafikken på Svanestræde, Kildestræde, Kirkestræde, Linde Allé og Strandstræde.

“Realiseres denne vejforbindelse bør det overvejes at lukke Svanestræde/Havnegade, så der ikke længere er en overkørsel på Algade”, fremgår det af kommuneplanen.


Pres på bymidten
Baggrunden for planen er, at der er et trafikalt pres på bymidten i turistsæsonen. Rørvigvej og Egebjergvej, som er indfaldsveje henholdsvis nord og syd om byen, løber, via Nørregade, Svanestræde og Havnegade som trafikveje, gennem byen og gågaden. I form af ensretningen af Svanestræde ledes meget af trafikken, der skal på tværs i byen, gennem de mindre Kildestræde, Kirkestræde, Linde Allé og Strandstræde.

Den centrale del af bymidten omfatter veje, som kan betegnes som ældre og små veje, hvor udformning og funktion ikke harmonerer med de trafikale behov, der er allerede i dag - herunder også busforbindelser.

Den kommende udvikling vil ifølge kommuneplanen medføre et endnu større pres på de nuværende vejforbindelser og nødvendiggøre en sydlig omfarts- og aflastningsvej.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.