Mandag 6-7-20 - 07:16

Varmeværk klar til Askehaven i august

Varmeværk klar til Askehaven i august
Arkivfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Nykøbing Sj. Varmeværk A.m.b.a. forventer tidligst at kunne starte sit fjernvarmeprojekt i området omkring Askehaven til august.


Projektet skal tilbyde Askehaven, Slyngrosevej, en del af Rosendalen og Ørnevej.

Sagen er sendt til kommunal godkendelse, men afventer stadig både høringsproces og politikernes beslutning.

“Så lige pt ser det ikke ud til at vi kommer til at gå i gang før omkring uge 32 og frem”, skriver varmeværket i et informationsbrev.

Opdelt i tre etaper
Varmeværket har opdelt området i tre etaper. Etape 1 er Æblehaven, etape 2 er selve hovedledningen og etape 3 er stikkene til husene.

“Den umiddelbare plan er at vi starter etape 1 i uge 32, etape 2 i uge 36 og etape 3 i uge 41. Men det er alt sammen med forbehold for både den kommunale beslutningsproces , vejret og alt andet uforudset, der kan komme i vejen”, understreger varmeværket.


Projekt for 67 husstande
Det samlede fjernvarmeprojekt inklusiv ledningsnet er estimeret til at koste i alt 2,39 mio. kr. plus moms.

Det drejer sig om 51 eksisterende huse og det planlagte nybyggeri af 16 dobbelthuse.

Varmeværket har beregnet, at der er en økonomisk fordel på 16.997 kr./år inklusiv moms for olieopvarmede huse ved at skifte til fjernvarme.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.