Mandag 29-6-20 - 14:58

24-årig fra Nykøbing stukket med kniv

24-årig fra Nykøbing stukket med kniv
Politiet var massivt tilstede ved Dagli’Brugsen i Ladegårdsparken i Holbæk efter anmeldelse om slagsmål og knivstik. Foto: Rolf Larsen


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - En 24-årig mand fra Nykøbing blev søndag eftermiddag stukket med kniv i Ladegårdsparken i Holbæk, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.


Kl. 16:51 fik politiet en anmeldelse om, at to grupper var i slagsmål og måske overfaldt hinanden i Ladegårdsparken Vest. Uroen skulle foregå foran Dagli’Brugsen i området.

Politiet sendte flere patruljer til beboelsesområdet, og en patrulje traf kl. 16:55 på vej dertil en bil, hvor en tilskadekommen mand befandt sig på vej mod skadestuen. Der var tale om den 24-årige mand fra Nykøbing, som havde et overfladisk og ikke livstruende snitsår i den ene balle.

Den tilskadekomne blev sendt videre til skadestuen til fornøden behandling og registrering af skaden.


To 19-årige mistænkt
I området fik politiet kontakt til flere personer, der oplyste, at to mænd kunne mistænkes for at være dem, der havde stukket den 24-årige med kniv.


Politiet sendte flere patruljer til beboelsesområdet, der de senere år har været plaget af uro og kriminalitet. Foto: Rolf Larsen

Efter sammenstimlen i området i forbindelse med intern uoverensstemmelse efter noget uorden i havneområdet i Holbæk lørdag kunne to 19-årige mænd med tilknytning til Holbæk mistænkes for at have en rolle.


To mænd efterlyst
Politiet har siden ledt efter de to mænd på de steder, som de måtte bo bo eller opholde sig, men de er indtil videre ikke fundet.

Deres identitet er politiet bekendt, så politiets opfordring til dem er at melde sig snarest til politiet i anledning af sagen. De er nu efterlyst af politiet i hele Danmark.

Kl. ca. 19:00 forlod de fleste patruljer boligområdet efter endt, akut indsats, men politiet var i de følgende timer stadig præventivt til stede i området med et færre antal patruljer.


© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.