Tirsdag 7-4-20 - 09:36

Ekstra politi i sommerhusområder

Ekstra politi i sommerhusområder
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING - Politiet oplyser, at der bliver ekstra patruljering i sommerhusområderne i påskeugen.


Den øgede patruljering sker dels for at holde øje med, at både fastboende, gæsterne i sommerhusene og forretningerne overholder reglerne for at undgå at sprede smitte med coronavirus/covid-19, dels fordi der kan være en del sommerhuse, der står tomme i påsken.

Dels kan der være sommerhuse, der står tomme, fordi mange gæster – både danske og udenlandske – ikke kommer alligevel. Det ville kunne friste indbrudstyve, så dem forsøger politiet også at holde et vågent øje med.


Politiet opfordrer husejere, der ikke anvender deres hus i påsken, til at aftale med udlejningsbureauet eller med andre i området, at de kigger til huset. De kan måske også nå at sætte nogle tænd-sluk-ure op, så der i perioder er lys i huset.

De, der færdes ude i sommerhusområderne, vil politiet gerne have til at holde øje med personer og biler, der har en unormal adfærd.

Hvis man ser biler, man finder mistænkelige, så skriv registreringsnummer, type, farve og mærke ned. Tag evt. et par fotos. Med hensyn til mistænkelige personer beder politiet om, at man mærker sig alder, højde og påklædning.




© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.