Onsdag 9-1-19 - 13:30

Politiet: Ingen spor af savnet person

Politiet: Ingen spor af savnet person
Claus Rosenfeldt Sillehoved er forsvundet og politiet mangler konkrete spor.


AF BJARNE HANSEN

Chefredaktør Nykøbing Avis


NYKØBING - Politiet har ingen konkrete spor efter den 46-årige Claus Rosenfeldt Sillehoved.

Han er sidst set fredag den 4. januar ved middagstid tæt på sin bopæl i Nykøbing.

- Vi har været ude at kigge i et skovområde med grantræer ved Annebergparken, hvor et telt – efter anden hjemløs? – var tomt og forladt. Ingen spor i øvrigt af den savnede, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Vestsjællands Politi til Nykøbing Avis.

Politiet fik mandag en henvendelse fra en borger, som fortalte at den savnede formentlig var set i et supermarked i den sydlige del af Odsherred.

- En øjeblikkelig eftersøgning med en patrulje i området var desværre uden resultat, ligesom søgning med politihunde i relevante områder i forhold til savnedes bopæl også har været negativt.

Kort sagt: han er fortsat savnet og efterlyst hos politiet, konstaterer Martin Bjerregaard.

Claus Rosenfeldt Sillehoved beskrives som 181 cm høj, spinkel af bygning, rødt mellemlangt hår, har mange fregner og få tænder i munden. Han er formentlig iført blå dunjakke, mørke bukser og sorte arbejdssko.

Oplysninger om den savnede mand gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46 35 14 48 eller til nærmeste politi på tlf. 114.



© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.