Fredag 17-7-26 - 09:36

Personer beskudt med splatterpistol fra bil

Politiet ledte forgæves efter en mørk BMW, efter at en fodgænger blev beskudt med en splatterpistol i Nykøbing

Personer beskudt med splatterpistol fra bil
Illustrationsfoto


AF BJARNE HANSEN

NYKØBING – Midt- og Vestsjællands Politi rykkede onsdag aften ud efter en anmeldelse om, at personer i en bil skød med en splatterpistol mod tilfældige mennesker.


Anmeldelsen kom klokken 18.24 fra en fodgænger på Rørvigvej i Nykøbing Sjælland. Han oplyste, at en stor, mørk BMW var kørt forbi, hvorfra der blev affyret skud med en splatterpistol.


Skuddene ramte ikke anmelderen, men han havde indtryk af, at personerne i bilen kørte rundt i området og skød mod tilfældige personer.

En patrulje blev sendt til området og ledte efter den omtalte BMW, men uden at finde bilen.

Politiet oplyser ikke, om der er identificeret mistænkte i sagen.




© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.