Fredag 4-7-25 - 08:35

Kvindelig cykeltyv fra Odsherred anholdt i Holbæk

Stjal cykel til 31.000 kr. – medgerningsmand flygtede og er stadig på fri fod

Kvindelig cykeltyv fra Odsherred anholdt i Holbæk
Illustrationsfoto: Presse-fotos.dk


AF BJARNE HANSEN

HOLBÆK / ODSHERRED – En 37-årig kvinde fra Odsherred blev torsdag formiddag anholdt af politiet i Holbæk, efter hun sammen med en mandlig medgerningsmand havde stjålet en dyr cykel fra en forretning ved Jernbaneplads.


Tyveriet blev opdaget kl. 08:58 af en mandlig vidne, der så parret forlade stedet og praje en taxa. Da han forsøgte at stoppe dem, flygtede manden til fods over jernbanesporene, mens kvinden gemte sig på toilettet ved stationen. Her blev hun kort efter fundet og anholdt af en patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi.


Politiet satte en hundepatrulje ind for at finde den flygtende mand, men uden held. Han er endnu ikke identificeret, og politiet arbejder nu videre med sagen.

Den stjålne cykel har en værdi af 31.000 kroner. I forbindelse med politiets indsats blev togdriften kortvarigt standset på Holbæk Station.




© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.