Vil undersøge forældres fravalg af Folkeskolen
Illustrationsfoto

Vil undersøge forældres fravalg af Folkeskolen

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 11-3-21 - 07:49

ODSHERRED - Børne- og Uddannelsesudvalget i Odsherred Kommune ønsker at få undersøgt, hvorfor forældre i stor stil fravælger kommunens folkeskoler.


Stigende tendens
Baggrunden er, at der ses en stigende tendens til fravalg af kommunens folkeskoler og tilvalg af friskolerne. Samtidig ligger Odsherred Kommune ifølge tal fra Danmarks Statistik i gruppen af kommuner med næsthøjest procentandel af elever, der vælger friskole fremfor folkeskole.

Ifølge tallene, så er der en større andel elever i Odsherred Kommune, der vælger friskoler fremfor folkeskoler, end den gennemsnitlige andel af elever på landsplan.


Ikke ny tendens
Tendensen er ikke ny. Det fremgår af datamaterialet, at Odsherred Kommune i alle årene har haft gennemsnitligt flere elever der vælger friskole, end landsgennemsnittet. Samtidig kan det ses, at udviklingen i andelen af friskoleelever de sidste 3 år har været kraftigere stigende i Odsherred Kommune end på landsplan. Der er således et procentuelt stigende fravalg af folkeskolerne i Odsherred Kommune til fordel for friskolerne.


Økonomiske konsekvenser
Målet med undersøgelsen er at indsamle data, så det bliver muligt at beskrive en række indsatser for, hvordan der kan tiltrækkes flere elever til folkeskolerne i kommunen.

Kommunen har en økonomisk interesse i at flest mulige elever tilvælger kommunens folkeskoler, da det har konsekvenser for folkeskolernes undervisningskvalitet, hvis for mange elever vælger andre tilbud.




FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.