Vikingemarked på Kongeengen
Arkivfoto

Vikingemarked på Kongeengen

AF BJARNE HANSEN / Fredag 12-6-20 - 07:40

NYKØBING - Vikingegruppen Sindre´s Ætlinge søger om tilskud på 25.000 kr. fra Odsherred Kommune til afholdelse af vikingemarked på Kongeengen i Nykøbing 11. – 28. juli.


Under markedet forventes det, at ca. 100 vikinger i autentiske dragter vil bo og virke på pladsen og skabe et spændende marked.

Det oplyses i ansøgningen, at markedet vil være åbent hver dag for gæster kl. 10.00 – 16.00. Der vil i ugens løb være en lang række aktiviteter, om historiefortælling og anden formidling, kampshow, arbejdende værksteder og ikke mindst forskellige børneaktiviteter.

200 besøgende dagligt
Markederne i 2018 og 2019 havde 150 – 200 besøgende pr. dag. Arrangørerne gør imidlertid opmærksom på, at forventningerne til besøgende i år er usikre på grund af corona-krisen.

Ansøger oplyser, at der ikke tages entre eller betales pladsleje i forbindelse med markedet. Man håber, at gøre markedet til en årlig begivenhed som kan trække besøgende og dermed omsætning til området.


Budget på 25.000 kr.
Det samlede budget er oplyst til 25.000 kr. primært til opbygning af plads, udgifter til toilet- og badefaciliteter samt PR.

Ud over kommunalt støtte arbejdes der på at skabe indtægt via lokale sponsorater. Ansøger vurderer, at grundet corona situationen kan det være sværere at skaffe sponsorer.

Ansøger understreger i ansøgningen, at markedet kun vil blive afholdt, hvis de kan overholde de nationale sikkerhedsregler og få de nødvendige tilladelser.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.