HØJBY - Natten til torsdag blev to unge mænd anholdt på Højby Hovedgade, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.


Det skete, efter at politiet kl. 02:10 havde modtaget et tip fra en årvågen borger om, at der var to unge mørkklædte mænd med en taske, som luskede rundt i området omkring Højby Station, hvor de udviste en mistænkelig adfærd omkring nogle biler.

Patruljen traf to unge mænd, en 17-årig og en 18-årig – begge fra Odsherred, som kunne mistænkes for forsøg på indbrud.

De blev begge anholdt og taget med til politistationen til afhøring.

18-årig bar ulovlig kniv
Den 18-årige blev ved en visitation fundet i besiddelse af indbrudsværktøj, handsker og en ulovlig kniv. Han blev sigtet for forsøg på indbrud og overtrædelse af våbenloven.

Den 17-åriges værge og de sociale myndigheder blev orienteret om anholdelsen.

Politiet fandt ingen biler eller andre steder, som havde været udsat for indbrud.

Begge løsladt efter afhøring
Sagen blev juridisk vurderet, og der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den 18-årige i grundlovsforhør. De blev begge løsladt tidligt torsdag morgen, men den 18-årige er fortsat sigtet i sagerne.

Den ulovlige kniv og værktøjet blev beslaglagt med henblik på konfiskation.

Politiet efterforsker nu sagen, for at finde ud af, om der er begået nogle indbrud i biler eller andre steder i området, som kan relatere sig til sagen.


Husk at Nykøbing Avis er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU