To mænd fra Rørvig hædres for handlekraft
Illustrationsfoto

To mænd fra Rørvig hædres for handlekraft

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 29-1-20 - 10:54

RØRVIG - Midt- og Vestsjællands Politi vil på tirsdag hylde to mænd fra Rørvig som handlekraftige borgere, som var med til at redde en 61-årig mands liv.


Det drejer sig om en 60-årig mand og en 68-årig mand, som sammen med en 50-årig mand fra København greb ind, da der opstod en kritisk situation i Rørvig 26. december.

Her blev den 60-årige fra Rørvig opmærksom på en bil på Toldbodvej med høje motoromdrejninger i nærheden af sit hjem i Rørvig, og han gik hen til bilen. I bilen sad en ukontaktbar, 61-årig mand - sammensunken hen over rattet. Bilen var låst.


Den 50-årige mand fra København standsede sin bil for at hjælpe, og en 68-årig mand fra Rørvig kom også tililende.

Sammen fik de smadret bagruden i bilen og fik trukket manden ud. Han var uden puls og vejrtrækning, hvorfor de straks påbegyndte at yde førstehjælp.

Kort efter kom ambulancen, og efter yderligere 5- 10 minutters hjerte-lunge-redning, fik de gang i hjerte og vejrtrækning, og manden kunne køres på hospitalet.

De tre tildeles en dusør for deres resolutte og meget hurtige indsats, som gjorde, at manden, der også er fra Rørvig, i dag er i live, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.