To 18-årige anholdt efter indbrud i Rørvig
Illustrationsfoto

To 18-årige anholdt efter indbrud i Rørvig

AF BJARNE HANSEN / Fredag 21-5-21 - 08:03

RØRVIG - Torsdag ved 23-tiden blev to 18-årige mænd fra Rørvig og Gentofte anholdt efter et indbrud i et sommerhus på Elefantvej i Rørvig.


Alarmfirmaet G4S kontaktede Midt- og Vestsjællands Politi og oplyste, at der var gået en indbrudsalarm fra stedet. Stillbilleder viste, at en gerningsmand var inde i sommerhuset og gik med en lommelygte. Han blev beskrevet som en ung, formentlig dansk mand, lyst hår, iført mørk windbreaker, sorte bukser og medbringende en lommelygte.

Ved politiets ankomst til gerningsstedet blev der søgt omkring huset med hund, der blev fundet friske dækaftryk i indkørslen og der var foretaget rudeknusning ved terrassen.


Flygtede i bil
Ved efterfølgende rundering blev der fundet en sort VW Golf, som var efterladt i en indkørsel. Spor med patruljehunden førte gennem sommerhusområdet mod øst mod Rørvig Kirkevej. Kort efter hørtes en bil køre hastigt fra området, den blev bragt til standsning og de to mænd anholdt og sigtet for indbrud, idet de stemte med signalementet.


Tyvekoster fundet
Tyvekoster fra gerningsstedet fundet på den ene mistænktes adresse i Rørvig.

Der var stjålet lamper, musikinstrumenter, højtalere og spiritus fra huset.

De to 18-årige blev afhørt, hvorefter de begge blev løsladt, men vil høre nærmere, når sagen skal afgøres i retten.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.