Stor hashfabrik afsløret i Nr. Asmindrup
Illustrationsfoto

Stor hashfabrik afsløret i Nr. Asmindrup

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 26-4-22 - 14:23

NR. ASMINDRUP – Mandag formiddag afslørede Midt- og Vestsjællands Politi en større hashfabrik i Nr. Asmindrup.


Politiet fik tip
Kl. 10:19 kørte politi med narkohunde til adressen, efter politiet havde fået et tip om, at der blev dyrket skunk på stedet.

Betjentene gennemgik ejendommen, hvor der blev truffet en 20-årig mand hjemme.

I en staldbygning markerede narkohundene for lugt af skunk. Bygningen var isoleret og vinduerne blændet af som det ofte ses ved skunklaboratorier.


Fandt hampplanter
Betjentene skaffede sig adgang til den låste bygning, hvor der blev fundet stiklinger af hampplanter, som blev dyrket under sollyslamper.

På førstesalen af staldbygningen var et stort fuldt udstyret skunklaboratorium, hvor der blev fundet skunkplanter. Der blev i alt ved ransagningen fundet 72 cannabisplanter og 3.049 gram færdig produceret skunk.


50-årig mand sigtet
Mistanken om hashproduktion var rettet mod en 50-årig mand, som var tilmeldt på adressen. Politiet ringede til manden, som blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer med henblik på videresalg.

Alle hashplanterne og udstyret til skunklaboratoriet blev beslaglagt og taget med af politiet.


Stjal elektricitet
Politiets efterforskning af sagen pegede desuden på, at der blev stjålet strøm i forbindelse med skunkproduktionen. El-selskabet blev tilkaldt til at undersøge sagen, hvilket bekræftede mistanken. Til staldbygningen blev trukket et kabel, som gik uden om el-måleren.

El-selskabet laver nu en rapport og en beregning på, hvor mange kWh strøm, som ejeren af ejendommen er mistænkt for at have stjålet. Han vil i den forbindelse blive præsenteret for et ikke ubetydeligt erstatningskrav. Den 50-årige mand vil høre mere i sin sag.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.