• Foto: Henning Lundhøj
  • Foto: Henning Lundhøj<br>
  • Foto: Henning Lundhøj<br>
  • Foto: Henning Lundhøj<br>

Stjålet bil torpederede hus i Annebergparken

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 19-8-20 - 08:33

NYKØBING - Tidligt i morges torpederede en personbil et hus ved porten til Annebergparken.


Meldingen om uheldet kom kl. 06:59, og Midt- og Vestsjællands Politi sendte en patrulje til stedet. Også indsatslederen fra Vestsjællands Brandvæsen blev tilkaldt.

Bilisten har forsøgt at bremse, da der på stedet ses omkring 8 meter bremsespor.

Politiet oplyser, at det var en 40-årig kvinde, der anmeldte, at en bil var kørt ind i hendes have og ind i husmuren, så bilen var væltet.

Der var ingen personer i eller ved bilen ifølge anmelderen.

Politiet kunne også konstatere rigtigheden af oplysningerne i anmeldelsen og yderligere se, at husmuren og soklen var revnet som følge af påkørslen.


Bilen var meldt stjålet
Politiet fandt ikke umiddelbart nogen indikationer på, hvem der havde været fører af bilen på uheldstidspunktet.

Politiet kunne endvidere konstatere, at den forulykkede personbil var meldt stjålet fire dage tidligere, hvor den blev stjålet netop fra Annebergparken.

Den 59-årige bilejer fra Slagelse blev underrettet om, at bilen nu igen var til stede i Annebergparken, men dog i en anden tilstand end da den blev stjålet, ligesom han blev bedt om snarest at få bilen fjernet fra uheldsstedet.


Forsøger at finde føreren
Det lokale redningsberedskab blev tilkaldt for at vurdere, hvorvidt der skulle foretages en indsats med afstivning af huset på grund af skader, men det blev nu ikke skønnet nødvendigt.

Politiet forsøger nu at finde frem til føreren af bilen på uheldstidspunktet i anledning af uheldet, hvor ingen tilsyneladende er kommet til skade.

Politiet i Nykøbing Sj./Holbæk hører gerne fra vidner, der har bemærket noget i anledning af uheldet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU