Odsherred Kommune registrerer arkitektoniske kulturværdier i Rørvigs ældre sommerhusområder
RØRVIG – Et særligt kulturmiljø i Rørvig er i centrum, når Odsherred Kommune nu registrerer bevaringsværdige sommerhuse som led i Arkitekturpolitikken. Mange af kommunens vigtigste kulturarvsværdier findes netop i de historiske sommerhusområder, og i disse uger gennemgår Planafdelingen bygninger på blandt andet Kirkevænget.
Området blev udstykket i begyndelsen af 1900-tallet og rummer en række arkitekttegnede sommerhuse fra 1920’erne til 1940’erne. De ligger på store naturgrunde i tilknytning til Amtsplantagen og udgør et sjældent velbevaret og levende kulturmiljø.
Vurderingen foretages med udgangspunkt i SAVE-metoden – en forenklet, visuel tilgang, som også bruges til at inddrage bygningsejere i en god dialog om deres ejendommes arkitektoniske værdi. Ifølge Planafdelingen bliver mange ejere stolte, når de hører om husenes historiske og æstetiske betydning.
Registreringsarbejdet i Rørvig forventes afsluttet i sensommeren. Resultaterne for de første udpegede bygninger bliver herefter sendt til ejerne via e-Boks.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.