SNS-kirkegården central i ny roman
Arkivfoto: Thue C. Leibrandt

SNS-kirkegården central i ny roman

AF BJARNE HANSEN / Søndag 24-11-19 - 15:30

NYKØBING - Den ny roman fra forfatteren Thorstein Thomsen udspiller sig på det tidligere sindssygehospital i Nykøbing og kirkegården i Annebergparken spiller en central rolle.

Statshospitalet Nykøbing Sjælland, SNS, havde en noget anden tilgang til psykisk sygdom, end vi har i dag. Her var lobotomi, populært kaldet det hvide snit, accepteret, og forskningen påbød, at de afdødes hjerner skulle fjernes, inden de blev begravet på stedets kirkegård.

Det er i det univers, Thorstein Thomsens nye roman, “De hjerneløse”, udspiller sig. I bogen følger vi to elskende, der på trods af rang og ægteskab indleder en affære midt i denne by uden for byen. En by, hvor ansatte og sindssyge bor side om side, og hvor alle kender deres plads i hierarkiet.


Selvom forargelsen over det hvide snit i sig selv virker som en oplagt inspirationskilde, har SNS en personlig betydning for Thorstein Thomsen, og han har derfor ofte besøgt hospitalet, det dertilhørende kapel og kirkegården.

- Min oldefar var engang i 1930’erne eller 40’erne indlagt på sindssygehospitalet, og jeg har faktisk været alle gravstenene igennem og tydet de halvt forvitrede bogstaver, fortæller Thorstein Thomsen og fortsætter:

- Jeg har senere fundet ud af, at han blev udskrevet og levede som en rask person i resten af sit liv. Ingen i min familie vidste ret meget om det, ikke engang min mormor.


Triste skæbner
De Hjerneløses Kirkegård, hvor mange triste skæbner har endt deres dage, ligger gemt bag et lille stengærde ved siden af kapellet. Det var i kapellets baglokale, at hjernerne blev fjernet på de afdøde sindssyge - og uden de pårørendes viden herom.

- Der er ingen af gravstenene, der er blevet sløjfet. Den første overlæge ligger der også. Han har fået en gravhøj. Selv i døden er han hævet højt over patienterne. Han og overlægefruen er de eneste, der blev begravet med deres hjerner. Det er et meget mærkeligt sted, siger Thorstein Thomsen, der snart kan se frem til at se sin 11. roman på boghandlernes hylder.


Om forfatteren
69-årige Thorstein Thomsen har skrevet 10 romaner, et par digtsamlinger, filmmanuskripter, teaterstykker, fagbøger, over 100 børnebøger og omkring 500 sange. Han har fået bøger udgivet i 10 lande.

De hjerneløse udkommer på Byens Forlag den 29. november.

Ejes af museum
Nykøbing Sj. Psykiatriske Museum købte i juni 2017 både kapel og kirkegården i Annebergparken.

Kapellet er tegnet af arkitekt Kristoffer Varming, der også tegnede selve hospitalet.

Gravpladsen blev anlagt af landskabsarkitekt J.P. Andersen.


Det har siden vist sig, at man her i mange år udtog hjernen fra en del af de døde patienter uden de pårørendes vidende. Derefter blev hovedet fyldt med avispapir, før liget blev begravet. Hjernen blev sendt til det psykiatriske hospital i Risskov ved Århus for at indgå i "hjernesamlingen" til brug for forskning.

Efter obduktionen kom liget i en kiste og blev bragt gennem to sæt dobbeltdøre til kapelsalen, hvor ceremonien foregik. Derefter blev den døde begravet på kirkegården ved siden af.

Den første patientbegravelse på kirkegården fandt sted i 1916, den sidste i 1970'erne. Ansatte blev begravet her indtil 1987.

Hverken kirkegården eller kapellet har været i brug siden.


FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.