Skærby og Rørvig anbefales for at undgå ålegræs
Foto: Odsherred Kommune

Skærby og Rørvig anbefales for at undgå ålegræs

Odsherred Kommune lader nu tidevandet rydde strandene for ålegræs

AF BJARNE HANSEN / Lørdag 5-7-25 - 06:47

SKÆRBY / RØRVIG – Badegæster, der foretrækker strandture uden for meget ålegræs, bør søge mod de nordlige strande i Odsherred – særligt Skærby og Rørvig Strand. Det anbefaler Odsherred Kommune, som har ændret sin praksis for håndtering af opskyllet ålegræs.


I en årrække har kommunen fjernet ålegræs på 12 udvalgte strande hver onsdag i sommerhalvåret, men siden 2023 har man i stedet valgt at lægge det til side og lade tidevandet føre det væk. Ændringen skyldes en politisk beslutning, hvor hensynet til miljø, økonomi og kystnatur har været afgørende.


Ifølge kommunen er områderne omkring Høve Strand og Korevlerne mest udsat for store mængder ålegræs, hvilket skyldes vindretning og havstrømme. De seneste ugers blæst har desuden fået ekstra meget ålegræs til at løsne sig og skylle op.


Derfor peger kommunen på nordkystens strande – herunder Skærby og Rørvig – som oplagte alternativer for dem, der ønsker renere badestrande i sommerferien.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2025 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.