Røveri i Lidl i Nykøbing fortsat uopklaret
Illustrationsfoto

Røveri i Lidl i Nykøbing fortsat uopklaret

AF BJARNE HANSEN / Søndag 23-8-20 - 06:47

NYKØBING - Midt- og Vestsjællands Politi har endnu ikke sigtet nogen for røveriet i Lidl i Holst Have i Nykøbing 9. maj.


Politiet oplyser, at sagen er sendt til juridisk vurdering, men at der er ingen sigtede i sagen.

Det var et simpelt butikstyveri i Lidl, som udviklede sig til røveri.

Kl. 19:37 anmeldte supermarkedets personale til politiet, at de havde forsøgt at tilbageholde en mand og en kvinde, som de mistænkte for at have stjålet varer fra butikken.

Mistanken, som en mandlig og en kvindelig medarbejder havde, medførte, at den mandlige kunde hev den kvindelige ansatte med udenfor samtidig med, at han verbalt truede dem begge.


Verbale trusler
De to medarbejdere fulgte efter de to mistænkte, mens manden fortsatte sine verbale trusler, indtil han gav den mandlige medarbejder et knytnæveslag i brystet.

Efterfølgende tog manden et glas fra kvindens taske og kastede det mod begge medarbejdere, inden begge mistænkte forsvandt i området ved Isefjordsvej.

Politiet kom til stedet og optog rapport om butikstyveriet, der på grund af de mistænktes adfærd behandles som et røveri.

Politiet har blandt andet forsøgt at finde frem til de to mistænkte via supermarkedets overvågningsbilleder.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU