Restriktioner på vandtårnets åbent hus
Arkivfoto: Odsherred Forsyning

Restriktioner på vandtårnets åbent hus

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 16-7-19 - 07:52

NYKØBING - Det bliver med restriktioner, når Odsherred Forsyning i forbindelse med Geopark Festival inviterer indenfor i vandtårnet i Nykøbing.

Arrangementet har i flere år i træk trukket hundredvis af besøgende til, og selvom det glæder direktør Fanny Villadsen, er åbent hus-arrangementet også forbundet med visse praktiske udfordringer.

- Vandtårnet er jo over 100 år gammelt, og derfor ikke bygget til at rumme mange mennesker på én gang. Der må maksimalt være 20 personer i tårnet ad gangen, og da det tager noget tid at komme op og ned, kan der forekomme ventetid, fortæller Fanny Villadsen.

Turen er ikke for sarte sjæle, for det sidste stykke til toppen går igennem et lukket rør.

- Derfor opfordrer vi til, at gangbesværede, folk med klaustrofobi og helt små børn i stedet nyder aktiviteterne på pladsen. Af sikkerhedsmæssige årsager er det også vigtigt, at gæsterne har fodtøj på der sidder fast om hælen, når de skal kravle på de lodrette stiger. Klip-klapper er altså no-go, fortæller Fanny Villadsen.

Vandtårnet holder åbent fredag den 2. august fra 10:00 til 16:00, og samtidig har Nykøbing Sj. Varmeværk åbent på solvarmeanlægget ved siden af vandtårnet.


FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.