Påvirket bilist havde skunklaboratorium
Illustrationsfoto

Påvirket bilist havde skunklaboratorium

AF BJARNE HANSEN / Mandag 3-5-21 - 13:10

NR. ASMINDRUP - Store Bededag kl. 23.12 var en patrulje med en narkohund i Nr. Asmindrup, hvor en bil blev standset rutinemæssigt.


Bilen havde netop parkeret foran en adresse og politiet henvendte sig til føreren, en 41-årig lokal mand, som var alene i bilen.

Føreren af bilen var påvirket af både hash og alkohol, så han blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Patruljen gennemgik den anholdtes bil for narko, hvor der blev fundet en lille mængde marihuana. Politiet havde mistanke om, at den anholdte opbevarede mere narko i sin lejlighed, så der blev foretaget en ransagning af hans bopæl.

Patruljen gennemgik lejligheden med narkohunden og fandt her et mindre skunklaboratorium i et værelse.


18 cannabisplanter
Der stod 18 cannabisplanter, vækstlamper og ventilatorer. I lejligheden blev desuden fundet 1176 gram færdig produceret marihuana, og en hashklump på omkring 10 gram.

En beregning af udbyttet af de 18 cannabisplanter blev fastlagt til 513 gram. Politiet beslaglagde narko og remedier til skunklaboratoriet med henblik på destruktion, hvilket den 41-årige accepterede.

Den 41-årige blev derfor sigtet for narkobesiddelse med henblik på videresalg, og han blev taget med til en blodprøveudtagelse, som skal fastslå, hvad og hvor meget, han havde indtaget forud for kørslen. Han blev herefter løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.