Offentlig transport skal forbedres i hele Odsherred
Kommunen vil også i dialog med Lokaltog. Arkivfoto

Offentlig transport skal forbedres i hele Odsherred

Budgetpartierne vil undersøge nærbusser, Plustur og helt eller delvist gratis buskørsel

AF BJARNE HANSEN / Fredag 25-9-26 - 22:24

ODSHERRED – Den offentlige transport i Odsherred skal gøres mere tilgængelig for flere borgere i hele kommunen. Det er et af målene i budgetaftalen for 2027.


Aftalepartierne peger på kommunens store geografiske område og på, at langt fra alle borgere har bil. Samtidig er ambitionen, at bedre kollektiv trafik kan få flere til at vælge fælles transport frem for bilen.

Kommunen skal blandt andet undersøge mulighederne for nærbusser og etablering af Plustur eller lignende tilbud.


Der skal også ses på konsekvenserne af at gøre de kommunale busruter helt eller delvist gratis. Her skal der blandt andet tages stilling til, om tilbuddene skal målrettes børn, ældre, turister eller andre grupper.

Kommunen vil desuden gå i dialog med blandt andre Lokaltog og Movia om at forbedre og forskønne de togstationer, der trænger mest.


Der nævnes også bedre busstoppesteder med blandt andet bænke og intelligent LED-belysning med solceller.

I budgettet er der afsat 400.000 kr. årligt til forsøg med nærbusser, men pengene er betinget af et nationalt tilskud.





FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.