Odsherred Kommune indfører røgfri arbejdstid
De ansatte i Odsherred Kommune må fra årsskiftet ikke ryge i arbejdstiden, heller ikke hvis de arbejder hjemmefra, Arkivfoto

Odsherred Kommune indfører røgfri arbejdstid

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 25-11-20 - 10:47

HØJBY - Byrådet besluttede på sit møde tirsdag, at Odsherred Kommune fra årsskiftet er røgfri arbejdsplads.


Røgfrit arbejdsmiljø
Formålet er ifølge politikerne at skabe et røgfrit arbejdsmiljø, hvor kommunen tilbyder sunde rammer for medarbejdere på alle arbejdspladser og understøtter en kultur, hvor ingen medarbejdere begynder at ryge.

Samtidig støtter kommunen de medarbejdere, der ønsker at holde op med at ryge, blandt andet med rygestoptilbud.


Gælder alle
Beslutningen betyder, at medarbejdere i Odsherred Kommune ikke må ryge i den tid, hvor man er på arbejde.

Den røgfri arbejdstid gælder også for politikerne og for håndværkere, entreprenører, leverandører, frivillige m.fl., der udfører arbejde for Odsherred Kommune på kommunens matrikler.


Gælder også hjemme
Røgfriheden gælder også mellem møder, under transport, på tjenesterejser og på hjemmearbejdsdage.

De ansatte må gerne ryge i fritiden, understreger kommunen.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2021 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.