Odsherred dumper som erhvervsvenlig kommune
Arkivfoto

Odsherred dumper som erhvervsvenlig kommune

AF BJARNE HANSEN / Mandag 22-6-20 - 22:09

HØJBY - Odsherred Kommune gør sig uheldig bemærket i årets undersøgelse af erhvervsvenlighed fra Dansk Byggeri. Kommunen har taget en stor rutsjetur ned ad listen.


Hele 34 pladser fra plads nummer 42 sidste år til nummer 76 i år. Fra at ligge i den bedste halvdel, ligger Odsherred således nu i bunden blandt de 25 dårligste kommuner.

- Det er selvfølgelig ærgerligt - både for kommunen selv og for det lokale erhvervsliv. Til gengæld er der masser at arbejde med, siger adm. direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.


22 forskellige parametre
Dansk Byggeri har i ni år taget temperaturen på de danske kommuners erhvervs- og byggevenlighed og udarbejdet en rangliste over, hvor erhvervsvenlige landets 98 kommuner er.

Analysen er baseret på 22 forskellige parametre fordelt på seks overordnede temaer, der alle har betydning for, hvor erhvervs- og byggevenlige de enkelte kommuner er.


Halter hele vejen rundt
De kommuner, der ligger i bund, er kendetegnet ved, at det halter hele vejen rundt. Det kan være en meget lang og dyr sagsbehandling, svært tilgængelige eller meget få udbud af kommunale opgaver, høje afgifter, eller at det er dyrt og besværligt at komme af med erhvervsaffaldet.

- Det er alt sammen forhold, der kan gøre det dyrere og mere bøvlet at drive virksomhed i kommunen og dermed sværere for de lokale bygge- og anlægsvirksomheder at klare sig i konkurrencen. Men som ikke kræver det store at ændre. Sunde og konkurrencedygtige virksomheder er forudsætningen for lokale arbejdspladser og vækst, som vi også har set demonstreret under coronapandemien. Kommuner og virksomheder har derfor en fælles interesse i, at erhvervslivet tilbydes så gode vilkår som muligt. Og erhvervsvenlighedsanalysen er et værktøj til at gøre det endnu bedre, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.