Lokallisten forlader konstitueringsgruppen efter ni måneder og opgiver politiske poster
ODSHERRED – Nyt Odsherred trækker støtten til borgmester Hanne Pigonska og forlader den konstitueringsgruppe, som lokallisten har været en del af siden kommunalvalget.
Nyt Odsherred har tre medlemmer af byrådet og begrunder bruddet med blandt andet uenighed om kommunens udvikling, erhvervspolitik og økonomi samt manglende tillid i samarbejdet.
– Vi mangler simpelthen en politisk retning og vision. Odsherred skal ikke ende som et frilandsmuseum, hvor vi mest bruger kræfterne på at sige nej, siger gruppeformand Karina Vincentz.
Hun kritiserer blandt andet, at udviklingen af ferieboliger ved Nordstrand er blevet stoppet, og at hjemmeplejen centraliseres, selv om Nyt Odsherred mener, at det strider mod tidligere politiske aftaler.
Lokallisten er samtidig bekymret for kommunens økonomi og oplyser, at flertallet i år har besluttet ekstraordinære kassetræk på mere end 30 mio. kr.
Bruddet betyder, at Karina Vincentz forlader posten som formand for Erhvervsudvalget, Mikkel Henriksen posten som formand for Miljøudvalget, mens Hanne Caldron forlader posten som næstformand i Børne- og Skoleudvalget.
Nyt Odsherred vil fremover stå frit i byrådet og søge indflydelse fra sag til sag.
FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.
© Copyright 2026 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.