Nykøbings forsømte stationsplads renoveres
I Kommuneplanen nævnes muligheden for byggeri for at skabe en plads med gode opholdsmuligheder. Arkivfoto: Google

Nykøbings forsømte stationsplads renoveres

AF BJARNE HANSEN / Mandag 13-7-20 - 14:37

NYKØBING - Stationsområdet i Nykøbing opleves forsømt, og derfor har Odsherred Kommune sammen med Lokaltog planer om at renovere stationspladsen.


Odsherred Kommunes andel er på 1,2 millioner kroner, fordelt med 800.000 i år og 400.000 næste år, fremgår det af kommunens budget.

Af Kommuneplanen fremgår, at stationen er en af byens centrale ankomststeder. Men “stationsbygningen medvirker ikke til at skabe en klart defineret plads”, fremgår det.

Området er domineret af forskellige typer af parkering, men der er muligheder for at planlægge arealet i retning af en mere aktiv del af byen.


Udendørs café og sommerscene
Jernbanestationen er endestation for Odsherredsbanen, der blev anlagt i 1899. Jernbaneselskabet Lokaltog betjener stationen med to afgange i timen i dagtimerne på hverdage, og ellers med timedrift.

“Området kan blive et inviterende venteareal for passagerer, der kombinerer ventefunktion med andre tilbud som f.eks. en udendørs cafe, bænke, mobilscene til sommeroptræden osv.”, fremgår det af Kommuneplanen.

Det fremhæves, at der er muligheder for nye funktioner i de gamle stationsbygninger, f.eks. serviceerhverv, butikker og boliger.


Nye bygninger
Nye bygninger ud mod Havnegade skal give stationspladsen en aktiv kant med transparente facader. Bygningshøjden må være maks. 12 meter langs den vestvendte grund og maks. 8,5 meter langs den østvendte grund.

Det fremgår desuden, at “parkeringsarealer skal integreres med de øvrige funktioner i området, så de skæmmer mindst muligt”.

Der skal være adgang til pladsen fra flere sider.


En samlet plads
“En omstrukturering af trafikken vil give mulighed for etablering af en samlet plads med gode opholdsmuligheder. Der skal udarbejdes en samlet plan for stationsområdet, som sammentænker den fremtidige anvendelse i forhold til bygninger, byrum, trafik- og parkeringsforhold.

Den samlede plan skal også sikre, at stationsområdet hænger sammen med de omliggende byområder”, fremgår det af Kommuneplanen.

I forbindelse med en trafikal aflastning af bymidten planlægges en ny vejforbindelse fra Linde Allé og Altavej til Havnegade. Remisevej skal så forlænges og tilsluttes den ny vej.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.