Ny nærklinik skal imødegå lægemangel
Sygeplejerske Dorthe Fischer, sekretær Lone Zinkernagel og læge Mikael Loller.

Ny nærklinik skal imødegå lægemangel

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 20-1-22 - 14:49

NYKØBING - Region Sjælland har åbnet en ny Nærklinik i stueetagen på Sundhedscentret på det tidligere Nykøbing Sj. Sygehus i Nykøbing.


25 års erfaring
Som læge er ansat Mikael Loller, der har 25 års erfaring fra lægepraksis i Norge og i øvrigt er godt kendt med Odsherred gennem mange år. Som sygeplejerske og praksismanager er ansat Dorthe Fischer og som sekretær Lone Zinkernagel. De er begge bosiddende i Odsherred og har arbejdet i lægepraksis gennem mange år.

- Jeg glæder mig meget til at blive fast læge for nærklinikkens patienter, og at vi for alvor kommer i gang. Vi har samlet et hold, der har mange års erfaring med at arbejde i en lægepraksis – og kender både huset og lokalområdet, siger Mikael Loller.


Skal afhjælpe lægemangel
- Vi vil med Nærklinikkerne gerne være med til at afhjælpe lægemanglen i Region Sjælland og samtidig medvirke til at udvikle nye metoder og nye tilgange til, hvordan borgerne og sundhedsvæsenet kan samarbejde. Det kan for eksempel være ved at bruge de digitale muligheder, hvis borgerne har brug for en specialist, som ikke findes i nærområdet, men også ved at fastholde den kontinuitet, der er ved at Nærklinikkens personale kender den enkelte borger og ved at være til stede og tilgængelig i lokalområdet, siger sundhedsfaglig leder af Nærklinikkerne i Region Sjælland, Birgitte Larnkjær.


Åben for flere læger
Nærklinikken vil også kunne være en rekrutteringsplatform for nye læger, der ønsker at etablere sig med egen lægepraksis, men i første omgang gerne vil nøjes med at være ansat i en klinik.

I første omgang er der tale om en seksårig dispensation fra Sundhedslovens udbudsforpligtelser, men Birgitte Larnkjær understreger, at Nærklinikken ikke på nogen måde skal ses som en konkurrent til eksisterende lægepraksis, men som et tilbud til borgere i kommuner med manglende eller udsigt til manglende lægedækning.

Nærklinikken på Sundhedscentret vil holde åbent fem dage om ugen, hvor patienterne kan få hjælp og vejledning.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2022 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.