Ny havnefoged for Odsherred Havne
59-årige Steen Hansen er ny havnefoged.

Ny havnefoged for Odsherred Havne

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 7-5-19 - 12:16

NYKØBING - Odsherred Kommune har ansat en ny havnefoged for Odsherred Havne, og det er den 59-årige Steen Hansen, der bor i Høje Taastrup, og har adskillige års erfaring, kendskab og kompetence fra kommunalt regi på chefniveau gennem 15 år.

I tillæg til dette har Steen Hansen erfaring fra den maritime fritidssektor, dels som aktiv sejler siden barnsben og har hjemtaget et DM og flere lokale mesterskaber, dels som tidligere agenturindehaver af propeller fra New Zealand og Australien samt ultralydsmåling til brændstof og fækalietanke i lystbåde og ikke mindst som formand i fem år for S/I Vallensbæk Havn.

I hans formandsperiode var han ansvarlig for genopretning af havnens økonomi samt udbygning af og
renovering af havnen.

Odsherred Havne i Nykøbing, Rørvig og Havnebyen på Sjællands Odde rummer alle tre mange udfordringer og udviklingsmuligheder som kommunens meget markante aktivitetscentre for turisme og rekreativ udfoldelse for borgere og brugere.

- Med ansættelsen af Steen Hansen forventer vi at få en ny havnefoged, som i dialog med brugere og borgere søger nye muligheder og udvikling til gavn for Odsherred Havne, og til glæde for borgere, erhverv og brugere i og omkring havnene, siger afdelingsleder Michael K. Bay, Center for Miljø og Teknik.

Havnekontoret er placeret på havnen i Nykøbing og der er også kontoret på Odden og Rørvig. Odsherred Havne beskæftiger udover havnefoged og en administrativ medarbejder også tre havneassistenter og tre medhjælpere.

Der er nedsat et Havneråd med tre politikere og syv repræsentanter for brugerne og foreningerne. Havnen i Nykøbing har 400 faste pladser, i Rørvig er der 200 og på Odden 141 faste plader til sejlere.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.