Natursti under vandet ved Odden
Man kan følge den 16 meter lange natursti under havet med snorkel og blive informeret om havets dyr og liv. Illustrationsfoto

Natursti under vandet ved Odden

AF BJARNE HANSEN / Mandag 15-6-20 - 20:13

SJÆLLANDS ODDE - En projektgruppe på Sjællands Odde har udarbejdet et forslag til en 16 meter lang natursti under havet, hvor man med snorkel kan følge stien, hvor der bliver formidlet om havets dyr og liv.


Forslaget er så godt, at det nu har vundet en fornem pris fra Geopark Makeover, der har afsat 32.000 kr. til vinderen samt 5.000 kr. til en landsbyfest.

På torsdag ved Auktionshallen på Odden Havn vil Lokaldemokratiudvalget i Odsherred Kommune overrække de 37.000 kr. til projektgruppen ”Sjællands Odde 348 gr. hav”, som står bag projekt ”Natursti under vandet”.

I forbindelse med overrækkelsen fremviser initiativtagerne de steder, hvor snorkelstien tænkes placeret.


Projektet samarbejder og involverer en bred kreds af interessenter og borgere. Projektet relaterer sig til Geopark Odsherred og til den omgivende natur.

Installationerne i vandet skal godkendes af Kystdirektoratet efter kystbeskyttelsesloven. Det samme gælder de skilte til formidling på land som ønskes opsat. Her kan Kystdirektoratet meddele dispensation efter naturbeskyttelsesloven.

Men på baggrund af de oplysninger, der er i forslagsmaterialet, skulle der ikke være noget til hinder for, at kommunen kan bakke projektet op, oplyser kommunen.






FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU