Naser Khader gæster Egebjerg
Naser Khader er en af landets mest efterspurgte mellemøsteksperter, debattører, undervisere og foredragsholdere. Arkivfoto

Naser Khader gæster Egebjerg

AF BJARNE HANSEN / Mandag 15-6-20 - 19:08

EGEBJERG - Naser Khader, der er en kendt debattør, mellemøstekspert og tidligere politiker, gæster 18. august Egebjerg Kirke.


Ifølge indbydelsen til foredraget anses kristne for at være verdens mest forfulgte religiøse gruppe, og derfor kræver emnet ekstra opmærksomhed.

Når Naser Khader gæster Egebjerg Kirke, sætter han fokus på problemet og på de mange overgreb, der finder sted.

Naser Khader er en af landets mest efterspurgte mellemøsteksperter, debattører, undervisere og foredragsholdere, når det kommer til islam, integration, kulturmødet og danskhed. I sine foredrag fortæller han om alt fra de hurtigt voksende terrorgrupper, om livet som kulturkristen muslim og om den danske humor og ironi.


Født i Syrien
Som 11-årig kom Naser til Danmark fra Syrien, hvor han er født. I Danmark blev han uddannet cand.polit. og arbejdede i en række år som tolk og konsulent, inden han gik ind i politik. Sidenhen har han læst mellemøststudier, retorik og formidling, og teologi, og været ansat som senior Fellow ved Hudson Institute i Washington.

Naser Khader er forfatter til flere bøger og har været vært på P1’s prisvindende radioprogram ”Arabiske Stemmer”.


Naser Khader var en af de mest centrale aktører i forbindelse med Muhammed-konflikten, og som stifter af foreningen Demokratiske Muslimer stod han i forreste række i kampen for ytringsfriheden.
En kamp, der også havde betydelige personlige omkostninger for ham og hans familie. De seneste mange år har han levet under politibeskyttelse omgivet af livvagter.

For sit arbejde har Naser Khader modtaget en lang række priser, blandt andet Heibergprisen, Modersmålsprisen og Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2020 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN LIGE NU